Posts Tagged ‘kokos’

Is med ristet kokos

søndag, januar 2nd, 2011
kokosnød

Kokosnød, stadig iklædt overfrakke

Nogle gange skal det bare være flødeis!
I dag er det præcis et år siden Lille G blev født, og det skulle naturligvis fejres (specielt fordi han havde den godhed at vente til d. 2. januar – børnefødselsdag 1. januar er bare ikke rigtig godt).

Vi lavede en fuldfed flødeis med ristet kokos, og det var vældig dejligt, om end det ikke er en is man spiser i store portioner.

Opskriften har jeg fra denne her som jeg fik i julegave:

Is is is

Den må siges at leve op til sin titel af “definitiv isguide”, for den indeholder både en meget detaljeret oversigt over isens historie og en masse interessante og utraditionelle opskrifter. Og det fede er, at selv om bogen er engelsk er målene angivet både i cups, fl oz og ml, så man slipper for at stå og regne efter med lommeregneren.

Til denne opskrift bruges:

1 frisk kokosnød
560 ml sødmælk
6 æggeblommer (jeg ville bruge pasteuriserede)
150 g rørsukker
375 ml piskefløde
1 vanille stang (i opskriften bruger de ekstrakt, det gjorde jeg ikke)

Kokosnødden befries fra sin skal, og det brune lag skrælles af. Så skal den rives groft, og bages i en 160 grader varm ovn til den er jævnt lysebrun og dufter. Rør i den undervejs.
80 gram af den ristede kokos varmes i en gryde sammen med mælken og vanillestangen, og så snart det begynder at koge slukkes der for blusset.

Kokosmælk

Kokosmælk

Herefter står kokosblandingen og trækker et kvarter, hvorefter den sies. Sørg for at presse så meget væde fra blandingen som muligt.
Afmål kokosmælken – der skal være 375 ml. Hvis der mangler lidt suppleres op med sødmælk.

Herefter laves en creme på følgende måde:

Sukker og æggeblommer piskes til en lys og luftig æggesnaps, mens kokosmælken varmes op. Når mælken når kogepunktet hældes den i en tynd stråle ned i æggesnapsen mens der piskes. Kokosæggesnapsen piskes godt igennem, og varmes i et vandbad under omrøring, til den er ca 85 grader og bliver tykkere. Brug evt. et stegetermometer, det er noget skidt hvis den bliver for varm, for så koagulerer æggene.
Når cremen er klar, tages den af blusset og stilles i en skål med ca 5 cm koldt vand. Det får den til at køle hurtigere. Rør i den ind i mellem mens den køler.

Når cremen er kølet helt af blandes piskefløden i, hvorefter hele molevitten hældes over i en ismaskine, hvis man har sådan en. Ellers kan man hælde en i en plastic boks og røre i den nogle gange mens den fryser, så den ikke krystalliserer for meget.

Isen får en fin kokossmag, og smager meget fint alene. Vi spiste den sammen med en valnødde brownie (Karolines gamle klassiker), og det var også rigtig godt.