Posts Tagged ‘alkohol’

Hyldeblomstdrik – sommer på flaske

torsdag, juni 24th, 2010
Hyldeblomster

Hyldens smukke hvide blomster

En af mine yndlingsbeskæftigelser om sommeren er, at køre på cykel og åbne mine lugtesans så jeg kan nyde de forskellige sommerdufte, jeg passerer.

En af mine absolutte favoritter er duften af kaprifolium om natten, hvor den af en eller anden grund altid dufter kraftigst. Den sødlige duft står ligesom bedre til kølig natteluft, end til de solbeskinnede dagtimer, hvor den næsten kan blive lidt for vammel.

En anden sommerduft som ligger i absolut top tre, er den af blomstrende hyld. Hyld har den der lidt skarpe insisterende duft, krydret og fin på samme tid. Heldigvis kan man komme duften på flaske og drikke den på en gråvejrsdag, eller om vinteren, hvor varm hyldeblomst drik altid giver et løfte om at det nok skal blive sommer igen, selv når det er allersværest at bevare optimismen.

Så plukkes der hyld

På hyldejagt

Der findes en del forskellige opskrifter på hyldeblomstdrik, og de fleste af dem er ret lig hinanden, der er så bare skruet lidt på mængden af sukker i forhold til vand og om man bruger citronsyre eller vinsyre.

Personligt foretrækker jeg at lave min lidt mere syrlig end de gængse opskrifter, nærmest lidt lemonadeagtigt. Derfor tilsætter jeg dobbelt så mange citroner:

40 hyldeblomst skærme, rystet rene for det værste utøj
1 liter vand
1 kg sukker
4 citroner – økologiske
2 spsk. citronsyre.

Vand og sukker varmes op til kogepunktet. Riv den yderste skal af citronerne, f.eks. med et mikroplan rivejern, og skær de afskallede citroner i skiver. Hyldeskærmene lægges ned i en stor skål sammen med citronsyre, citronskiver og skræl, og den kogende sukkerlage hældes over skærmene. Rør rundt til du er sikker på at det hele er blandet godt, og sæt det på køl tre til fem dage (alt efter hvad din tålmodighed tillader). Rør rundt i blandingen hver dag.

Når man mener at den er klar, eller bare ikke kan vente længere, sies saften igennem et klæde og hældes på skoldede flasker. Alternativt kan man fryse halvdelen for at forlænge holdbarheden.

Nu står man så tilbage med en masse som består af de brugte hyldeskærme og citroner, og den kan man også bruge til noget godt – som dog ikke kan anbefales til børn. Massen kan overhældes med en flaske vodka eller lys rom, og skal så trække en uges tid inden det sies. Det giver en ret spicy hyldesprit, som enten kan drikkes ren, blandet op med danskvand eller som tilsætning til en sommerbowle, hvis man er sådan en som laver den slags.

Når vi alligevel er i det alkoholiske hjørne, bliver jeg nødt til at fortælle om den gang Penelope som treårig fik en flaske Søbogård hyldeblomstdrik på en cafe. Jeg studsede over at der var brus i, for det synes jeg ikke der plejede, men den smagte fint, så hun fik lov til at drikke den… Vi havde en meget lystig hjemtur med en lille pige som først var i højt humør, og derefter faldt i en dyb søvn. Af dette kan man lære, at gæret hyldeblomstdrik smager aldeles fremragende, men at det trods alt nok ikke egner sig til børn.