Minigourmeten

Så er der igen opskrifter som også ligger i posen til de glade modtagere af en pose fra fødevarefællesskabet i morgen. Selleribøfferne er FAB!

Opskrifter uge 9

Rosenkål:

Der er meget delte meninger om rosenkål, men hvis man sørger for at tilberede dem ordentligt kan de smage helt vidunderligt. Vigtigt er det at sørge for ikke at koge dem for længe så de bliver splattede, der må gerne være lidt bid i. Her er to nemme tilberedninger som gør lykke som tilbehør til anden god mad.

Stegt på panden med sukker

Kog rosenkålene så de er lige knapt møre. Hæld vandet fra og varm en god klat smør på panden. Tilsæt en smule sukker og lad det smelte ud i smørret. Rist rosenkålene sammen med smør-sukkermassen til de har fået sprøde brune pletter, drys lidt salt over. Server varme.

Med gedeost.

Kog rosenkålene så de er lige knapt møre. Hæld vandet fra og kom kålene i et ildfast fad. Skær skiver af hvidskimlet gedeost og læg oven på rosenkålene. Giv fadet en tur i ovnen til gedeosten er smeltet ned over kålene.

Kumpir

I Tyrkiet kan man på gaden finde en hel del shops som sælger Kumpir. Denne ret snaskede, uortodokse og vildt lækre spise kan man forsøge at gøre sig efter i sit eget køkken, og hvis ens indre madsnob bliver bleg af billig dressing og ketchup som kartoflerne får i så rigelige mængder i kumpirens hjemland, kan man jo erstatte den med noget hjemmerørt. Men helt ærligt: Det er bedst med alt det grisede…

Skrub bagekartoflerne rene for jord, prik dem med en gaffel eller snit et kryds så damp kan undslippe, og pak dem ind i folie (som ikke er særligt miljørigtigt, bagepapir kan også gøre det) Bag ca. en time på 200 alt afhængig af størrelsen.  Snit den bagte kartoffel på tværs og kom en klat smør ned i (i Tyrkiet er det som regel usaltet) og reven ost, hvis det skal være helt autentisk så bruges en kaşar ost som kan fås i en del grønthandlere, ellers bare hvad man lige har. Det blandes sammen indtil at kartoffelmassen er en helt lind masse uden klumper. Oven i kartoflen tilsættes så i rigelige mængder af diverse toppings,  majs, gulerødder, pølsestykker, sure agurker, mayonnaise ærter  og så en masse dressing. Spis med ske og få en lille smule kvalme!

Selleribøffer

De her selleribøffer er meget populære blandt børnene i Kongens Have hvor jeg laver mad:

Et sellerihoved

Et par gulerødder

Frisk timian

Hvidløg

Stødt spidskommen

Stødt koriander

Æg

Selleri og gulerødder skrælles og rives groft. Bladene af de friske timianstængler tilsættes, spidskommen og stødt koriander samt salt og peber. Der tilsættes æg, brug tre til at begynde med, og lav en tester for at se om det vil hænge sammen på panden. Steges i rigeligt olivenolie til de er gyldne på begge sider. Læg på et stykke fedtsugende papir. Bøfferne kan alternativt brunes på begge sider og så få lov at gennembage i en forvarmet ovn.

Hattifnatter aka enokisvampe

Pasta med muslinger og enokisvampe

Muslingerne skal være købt hos en god fiskehandler. Skrub dem rene og kasser dem som er gået i stykker, eller som ikke lukker sig hvis man banker dem mod et bord. Nogle gange skal de altså have lidt med grovfilen før man kan være sikker på om de er sløve eller døde, så bank til uden at kvase skallen…

Damp muslingerne i en gryde med hvidvin og et lille bundt persille i  max ti minutter til de er åbne. Tag dem op af gryden, kassér eventuelt lukkede muslinger. Kog hvidvin ind med lidt fløde og en smule vand, tilsæt salt og peber og svampe. Lad det simre til svampene er møre. Kom muslingerne i, hæld over en omgang friskkogt pasta, bland sammen og spis med reven parmesan.

Lige en hurtig reklame for en tur på landet med Københavns Fødevarefællesskab.

Jeg kan desværre ikke selv komme, men jeg tror det bliver vildt hyggeligt. Så hvis børnene skal have røde kinder i næste weekend, er det en oplagt mulighed.

Æbler æbler æbler

Ugens pose

Det hele startede som et ønske om at økologi skulle være for alle, ikke kun for dem med overskud på bankkontoen. At økologi skulle være et naturligt hverdagsvalg for ganske almindelige familier, med ganske almindelige indtægter.

Ønsket om forandring blev til Københavns Fødevarefællesskab, som hver uge sælger nærmest latterligt billige grøntsager til københavnerne. Sidste onsdag var det et år siden vi slog dørene op for første gang, og vi kan konstatere, at vi på det år er gået fra 30 medlemmer til 500. Det er fandme vildt!

Da vi startede op besluttede vi, at vi ikke ville reklamere, men vokse gennem medlemmernes netværk. Nu, et år senere har vi, i anledning af vores et års fødselsdag, besluttet at slå dørene op for pressen, fordi vi efterhånden mener, vi er i stand til at håndtere den øgede tilgang af medlemmer.

Det er der indtil videre kommet et indslag i TV2 Lorry og P4 ud af, plus denne artikel i metroxpress: “Vi bygger jumbojetten mens vi flyver.

Ses vi på onsdag?

Jeg har kastet mig ud i noget, for mig, nyt og spændende, og har købt et par økologiske chiliplanter fra Nielsen & Nielsen.
Ok, det er faktisk ikke helt nyt, for jeg fik en chiliplante af en god veninde et par uger inden jeg selv købte, men jeg ved ikke hvad det er for en slags, for det havde hun glemt. Så nu har jeg altså to planter med stamtavle, og en plante uden. Men den uden skal naturligvis ikke føle at den er udelukket fra det gode selskab af den grund.

De tre chilier i deres nye potter.

Dem med navne er:

Pimentos de Padrón – som er en mild chili, undtaget ca. hver tiende frugt som er stærk. Sådan noget tiltaler mig altså helt vildt.

Fishpepper – en chili i mellemstyrke, som skulle være god til fisk og skalddyr. Det lyder jo lovende.

Jeg har en mistanke om at min venindes er en jalapenos, men jeg håber at jeg bliver klogere når den begynder at danne frugter og man kan se formen.

Jeg købte de to økologiske chilier til en meget hyggelig chiliaften med foredrag og spisning, som Københavns Fødevarefællesskab havde arrangeret. Jeg havde Penelope med, og hun spiste faktisk lidt af den lækre, men også ret stærke dessert. Nogle gange bliver jeg sgu så imponeret over hende, men jeg er selvfølgelig også hendes mor.
Foredraget blev holdt af den ene af de to Nielsen’er som fortalte om chiliens fortræffeligheder, og hvordan man dyrker dem. Det kunne jeg naturligvis ikke stå for, så jeg endte med også at købe et par planter, og har siden ligget i fast rutefart til min vindueskarm, for at se om der dog ikke snart sker noget (naboen må efterhånden tro at jeg lider af OCD).

Chilierne er, meget nænsomt forstås, blevet pottet om til en større potter, og nu står de så og sætter sig lidt i deres nye hjem. De er så småt begyndt at danne knopper, og incognito-chilien har taget teten og har sat en blomst.

Incognito-chiliens første hvide knop

Desværre er det god chilidyrknings-skik at knibe de første fem syv knopper på hver plante, og det gør ondt hver gang man kniber en af, men nogle gange skal det jo gøre ondt før det gør godt og så videre.

Tilbage er der så kun at vande og vente…