Posts Tagged ‘ferie’

Samsø syltet

onsdag, oktober 20th, 2010

Er på tiltrængt ferie i sommerhus på Samsø med en lille omgang veninder. Fik undervurderet vigtigheden af afslapning i min sommerferie, og havde mindst lige så mange ting at lave som i min hverdag, så jeg har været lidt grydeklar den sidste tid. Det skulle der gerne være rettet op på når jeg møder på arbejde igen i morgen!

Samsø er et mindre skatkammer af modne brombær, valnødder, græskar og hvad har vi, hvilket jeg har fået udnyttet. Så mens jeg har sneget mig udenom måltidsproduktionen og overladt det til mine veninder at sørge for at jeg blev mæt, har jeg stået for at sylte de bær og græskar vi har samlet. Det kom der en dejlig omgang brombærsyltetøj ud af som jeg ikke vil kede med at give opskrift på, og så en omgang pumpkin butter/græskarsmør. Den opskrift vil jeg gerne dele! Jeg smagte pumpkin butter første gang for fire år siden i San Francisco en sen nattetime efter en tur på bar, og syntes det var en mindre religiøs oplevelse. Jeg endte med at købe en masse glas af Trader Joes rigtig gode med hjem, og fik også min veninde til at købe det med da hun efteråret efter var i USA. Det holder jo altså ikke i længden at få sine venner til at lave besværlig parallelimport, og kan man ikke få bjerget til at komme til én må man jo tage sagen i egen hånd og selv researche sig frem til noget der ligner! Jeg har lavet en omgang nede i børnehaven som jeg serverer til grød, og som efterhånden er blevet accepteret af de små kritiske ganer, men det er først den omgang jeg har fået lavet her på Samsø der rigtig smager som den skal, pisse hamrende godt hvis jeg selv skal sige det, nam nam! Og opskriften? Er som følger:

3 små hokkaidogræskar skrælles. Kerner og indmad fjernes og græskaret skæres ud i store stykker som sættes over varme med en smule vand i bunden og en kanelstang plus 6 nelliker. Hele herligheden koges ved svag varme indtil græskarstykkerne er møre. Det overskydende vand hældes fra og stykkerne moses groft ud med en gaffel. Tilsæt 400 g sukker, 500 hvis det er rørsukker. Den varme masse er virkelig hvinende sød og vammel, men man skal ikke lade sig narre, sukkeret er ikke lige så gennemtrængende når det hele er koldt. I massen tilsættes yderligere 1 tsk revet muskatnød, en knivspids salt, 2 tsk stødt kanel, lidt revet citronskal, og saften af en halv citron. Rør sammen så sukkeret er opløst. Kom massen i en sigte, og rør massen igennem sigten så nelliker og trevler bliver sorteret fra. Kom den purerede masse på skoldede og eventuelt atamonskyllede glas.

Syltesylte

Smørret smager dejligt brugt som syltetøj, men er også specielt lækkert rørt i yoghurt eller sammen med en god grød. Og sidst men ikke mindst, sammen med ost i alle afskygninger!

Skagen – revisited

onsdag, august 25th, 2010

Da jeg var 11, holdt jeg ferie i Skagen sammen med mine forældre og Emilie. Det blev en af de der særlige kulinariske oplevelser man altid vil huske fra sin barndom. Det sjove er da også, at jeg absolut intet kan huske om hvad vi lavede på den ferie, men tydeligt husker hvad vi spiste.

Vores forældre hørte til dem som købte hus i 80‘erne, og vi sad derfor ret stramt i det. Ikke at vi var fattige, men der var bare ikke råd til meget af det som i dag bliver betragtet som en nødvendighed eller selvfølge, som f.eks. bil og ferier til eksotiske rejsemål (læs: syd for grænsen). Det eneste der var råd til, var ferie på cykel med telt. Så det gjorde vi. Hvert år. Vi har derfor været en del omkring i Danmark, med kæmpe oppakning i cykeltasker og specielle cykelkort fra Dansk Cyklist Forbund, så man kunne finde de små snedige cykelruter..

Tanngiablus

Det klassiske campingblus

Det bedste ved teltlivet var at lave mad på Trangia blus. Sådan et med to gryder og en pande, hvor gryde og pande bindes sammen om blusset, og man bruger en lille tang som håndtag.
Jeg ved godt at et lyder som pral, men min mor præsterede at lave noget, der nærmede sig gourmetmåltider på det kogeblus. Som f.eks. dengang hun lavede en hvidvinsdampet kulmule med svampe, eller den gang vi købte en stor sæk jomfruhummer direkte fra kutteren, kogte dem, og spiste dem uden tilbehør. For børn er den slags en uhørt luksus.

Jeg har haft held til at anskaffe mig en kæreste som har en far med sommerhus i Skagen (det bedste, næst efter selv at have et sommerhus et fantastisk sted, er at kende nogen som har), og vi har derfor holdt sommerferie der de sidste tre år. Og jeg kan lige så godt indrømme, at vi holder ferie med moderne bekvemmeligheder som f.eks. bil (en delebil, men alligevel) og fast tag over hovedet. Teoretisk set kunne det være hyggeligt at ligge i telt.. Men når den danske sommer viser sig fra sin våde side, er det nu også dejligt at sidde i et sommerhus med fjernsyn og dvd til at underholde poderne. Jeg må konstatere, at jeg er blevet magelig efter jeg har fået børn.

Jeg forsøger så at kompensere for min lidt tilbagelænede tilgang til ferien ved at sørge for, at vi får noget godt at spise. Og når man befinder sig i Skagen i juni/juli måned kunne det f.eks. være jomfruhummere. Jomfruhummere kan med stort held grilles, men i år valgte vi at holde det helt simpelt, så vi kogte dem og spiste dem med kryddersmør og godt brød.

Jomfruhummer

Gregers siger goddag til jomfruhummer

Man kan sagtens nøjes med at koge halerne, men vi valgte at koge hele kalorius, fordi der er noget dejligt ur-agtigt ved at spise hele dyret. Hvis man er meget ihærdig, gemmer der så også noget fint kød i de største hummerklør.

Man tager:
4 l. let saltet vand
Jomfruhummer i passende antal
Lidt sukker
1 dildkvist

Jomfruhummerne hældes i den kogende lage, og når lagen igen når kogepunktet, skal de, alt efter størrelse, have 6-8 minutter.
Hvis man kan vente, er det godt at lade dem køle af i kogelagen til de er lune.

Mæt og glad