Minigourmeten

Jeg har kastet mig ud i noget, for mig, nyt og spændende, og har købt et par økologiske chiliplanter fra Nielsen & Nielsen.
Ok, det er faktisk ikke helt nyt, for jeg fik en chiliplante af en god veninde et par uger inden jeg selv købte, men jeg ved ikke hvad det er for en slags, for det havde hun glemt. Så nu har jeg altså to planter med stamtavle, og en plante uden. Men den uden skal naturligvis ikke føle at den er udelukket fra det gode selskab af den grund.

De tre chilier i deres nye potter.

Dem med navne er:

Pimentos de Padrón – som er en mild chili, undtaget ca. hver tiende frugt som er stærk. Sådan noget tiltaler mig altså helt vildt.

Fishpepper – en chili i mellemstyrke, som skulle være god til fisk og skalddyr. Det lyder jo lovende.

Jeg har en mistanke om at min venindes er en jalapenos, men jeg håber at jeg bliver klogere når den begynder at danne frugter og man kan se formen.

Jeg købte de to økologiske chilier til en meget hyggelig chiliaften med foredrag og spisning, som Københavns Fødevarefællesskab havde arrangeret. Jeg havde Penelope med, og hun spiste faktisk lidt af den lækre, men også ret stærke dessert. Nogle gange bliver jeg sgu så imponeret over hende, men jeg er selvfølgelig også hendes mor.
Foredraget blev holdt af den ene af de to Nielsen’er som fortalte om chiliens fortræffeligheder, og hvordan man dyrker dem. Det kunne jeg naturligvis ikke stå for, så jeg endte med også at købe et par planter, og har siden ligget i fast rutefart til min vindueskarm, for at se om der dog ikke snart sker noget (naboen må efterhånden tro at jeg lider af OCD).

Chilierne er, meget nænsomt forstås, blevet pottet om til en større potter, og nu står de så og sætter sig lidt i deres nye hjem. De er så småt begyndt at danne knopper, og incognito-chilien har taget teten og har sat en blomst.

Incognito-chiliens første hvide knop

Desværre er det god chilidyrknings-skik at knibe de første fem syv knopper på hver plante, og det gør ondt hver gang man kniber en af, men nogle gange skal det jo gøre ondt før det gør godt og så videre.

Tilbage er der så kun at vande og vente…

Dette er mit første blogindlæg nogensinde! Så bær over med mig hvis stilen ikke sidder helt i skabet endnu, det er forhåbentligt kun et spørgsmål om tid før jeg er en habil blogger om livet i mit lille børnehavekøkken.

Rosalba som er mor til et af børnene i børnehaven havde givet mig en opskriftssamling med nemme pastaretter som ikke står tilbage for at være lækre. Opskrifterne var på italiensk, men med hjælp fra Rosalba og Google translate kunne jeg i går lave spaghetti med frisk laks, friske tomater, og masser af urter. Rigtig sommermad! Det tog ingen tid at lave, og var et stort hit blandt børnene. Jeg sørger for at skifte lidt frem og tilbage mellem grov pasta og almindelig pasta i mit køkken. I går gik jeg i charmeoffensiven og kogte almindelig spaghetti til maden. Jeg synes det grove er godt til visse ting, men den her ret skulle bare have lov til at være lækker, med uartige hurtige kulhydrater! Laksens fedme bidrager i øvrigt til at gøre retten mere solid og mættende, og jeg vil vove at påstå at det her var sund mad. (Og så er jeg bare en sucker for den ‘hvide’ pasta må jeg indrømme.)

Jeg gengiver her opskriften sådan rimeligt meget på slump, der er så få ingredienser i, og fisken er faktisk det eneste der som sådan skal måles af.

Opskriften er til 4 prs.

100g spaghetti pr. person, koges al dente og dryppes af

300 g frisk laks skæres i mindre stykker

Urter i form af små bundter frisk persille, dild og purløg hakkes. Laksen vendes i urterne og lidt olie plus salt og peber.

Alle ingredienser, også pasta, vendes på en pande ved middel varme, og der tilsættes friske tomater skåret i både. Lad laksen blive færdigstegt og server med reven parmesan, og eventuelt lidt ekstra peber.

Her skriver vi om økomad til voksne og børn..