Minigourmeten

Jeg har fundet ud af noget jeg bestemt ikke vidste før jeg begyndte at arbejde i Kongens Have; nemlig at børn elsker linser. Vi snakker ikke dem hos bageren, men de små tørre dimser i enten grønne, røde, gule eller brune nuancer. De er flotte når man har dem stående i glas på hylderne hjemme i køkkenet, men de kan godt være lidt svære at få brugt, måske blandt andet fordi de bare har en aura af askese og røvkedelige vegetarretter over sig. (Der er ikke noget galt med vegetarretter, men hvem har ikke prøvet at spise en linseret uden skyggen af charme? Den slags sætter sig i hukommelsen!)

Jeg har selv haft svært ved at få integreret den lille fætter i min madlavning hjemme, og det på trods af fire år som vegetar da jeg var yngre. Så det var ikke med stor tiltro at jeg lavede dhal til børnene første gang for en del måneder siden. Men den dhal skulle vise sig at være et farvel til min linseskræk, og siden er den indtil flere gange blevet tilberedt i børnehavekøkkenet med glæde, og spist af børnene med stor appetit. Hvem skulle have troet at jeg skulle høre børnene udbryde ‘jeg elsker linser’ når jeg fortæller dem om dagens menu?

Hemmeligheden bag er selvfølgelig tilberedningen og krydringen, for linsen kan ikke klare sig alene, den har brug for hjælp fra en masse krydderier og god væske, og så kommer dens cremede charme til udtryk! De følgende to opskrifter er fra forskellige dele af verden. Den ene er en improvisation over temaet dhal, den anden er en ret som vores storesøster Katrine (nu igen!) har bragt med sig fra Kreta, hvor hendes ældste datters farmor boede fra fødsel til død. Det er en rigtig landlig ret, så simpel så man tror det er løgn, og så alligevel virkelig lækker.

Vi starter med den græske udgave, og igen igen er det ikke en opskrift med præcise mål. Som hovedregel vil jeg mene at linserne ikke skal være over halvdelen af det samlede indhold i retten, så bliver det for kedeligt. Hellere en linse for lidt end en for meget, hvis man spørger mig….

Faki

Kom en portion grønne linser i en gryde (ikke du puy linser), sådan en 200-300g. Kom vand ved så det dækker ca. to centimeter op over. Sæt over et blus på middel varme. Tilsæt deri:

Laurbærblade

1 stort løg i tern

3-4 gulerødder skåret i tern

1-2 dåser flåede tomater

Olivenolie. Der skal en del i. Jeg tror Louise plejer at sige 1 dl, men jeg må indrømme at jeg gerne pøser en del mere i. Olien sørger for at samle retten og give den fylde.

Det skal nu have lov til at stå og koge sammen indtil linserne er møre. Giv hellere linserne lidt for meget end for lidt. Retten skal ikke være for våd, der må godt være god samling når man tager en skefuld af den.

Tag gryden af varmen og tilsæt saften af i hvert fald 1 citron. Retten må ikke koge efter at citronsaften er kommet i, for så forsvinder en del af de gode æteriske olier (det har Louise selv lært mig..)

Smag til med salt og peber, og spis med godt brød til (og rigeligt med smør!)

Dhal….

For at  være helt ærlig ved jeg ikke hvordan man laver en rigtig indisk dhal, jeg ved faktisk ikke om en sådan findes, eller om dhal bare er et andet ord for linseret á la dig. Jeg har lyttet til gode råd og spurgt lidt hist og her, og er så kommet frem til at den dhal jeg laver er forskellig hver gang, fuldkommen afhængig af hvad der lige er i køleskabet, og så kokosmælk i lange baner. Derfor: se opskriften som en vejledning, og indret derefter din ret efter de grøntsager sæsonen byder på, og hvad grøntsagsskuffen gemmer.

Dhal fristil:

200-300g linser sættes over i en gryde med vand så det dækker og lidt til.

Svits karry/hakket ingefær/spidskommen/koriander/hvidløg i olie og tilsæt et stort hakket log. Lad løget klare og tilsæt blandingen til gryden med linser.

Lad linserne stå og småkoge mens de resterende grøntsager hakkes og smides i. Jeg synes at det er lækkert med rødder; gulerødder, pastinak, persillerod… Forholdet mellem linser og grøntsagstern er nogenlunde fifty-fifty.

Tilsæt kokosmælk, 1-2 dåser.

Lad retten koge sammen så linserne er helt kogt ud og en del af væsken fordampet. Smag til med salt og peber og server med ris. I Børnehaven sætter jeg peanuts, rosiner og kokosmel ud som børnene kan drysse over efter behag, det er et stort hit!

Lige en hurtig reklame for en tur på landet med Københavns Fødevarefællesskab.

Jeg kan desværre ikke selv komme, men jeg tror det bliver vildt hyggeligt. Så hvis børnene skal have røde kinder i næste weekend, er det en oplagt mulighed.

Æbler æbler æbler

Variationer over tema

I lørdags kunne jeg endelig indløse min fødselsdagsgave fra april – til et kursus om chilier hos Camilla Plum på Fuglebjerggaard. Kurset var lavet i fællesskab med Kille Enna, og var en fin kombination af vejledninger i chilidyrkning og madlavning med frugterne.

Det er altid en oplevelse når folk øser ud af deres viden og man kan mærke deres passion for det de fortæller om. Derfor var det virkelig interessant at høre om de mange typer chili der findes, og hvordan man bruger dem bedst. Og det virkede, skulle jeg hilse at sige. Jeg forlod kurset i selskab med tre planter og en pose frø..

Smukke farver

Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg har et lidt ambivalent forhold til chilier, helt sikkert som et resultat af den vel nærmest universelle machokonkurrence om “hvis der er stærkest”. Jeg har simpelthen spist alt for meget mad som bare var stærk, men ikke smagte af så meget andet. Derfor var det så fantastisk at opdage, at begge damer heller ikke er til det helt stærke, og i stedet bruger chili i mindre doser til at lokke smagen frem og tilføje en ekstra dimension.

Kille kokkererer i det udendørs køkken

Et par af de retter vi blev præsenteret for var faktisk børnevenlige (nok mest for de lidt større børn), f.eks. en brownie med et lille strejf af chili, og en tomatmarmelade med vanilje og chili. Dog var jeg specielt vild med en krydret chai te, som Kille diskede op med:

Ingefær
Citrongræs
Citronjernurt
Chili, gerne en aromatisk slags med citronnoter, f.eks Aji Limo

Det hele skæres i mindre stykker og koges i vand 10-15 minutter. Herefter sies krydderierne fra, og teen kan eventuelt sødes med sukker, honning, ahornsirup, eller hvad man nu synes. dejlig krydret, delikat og varmende – en lille behagelig ildebrand i munden.

I min hverdag bag gryderne i køkkenet i Kongens Have prøver jeg ofte at udfordre mig selv og børnene ved at lave meget varieret mad, afprøve forskellige ingredienser og nye retter. Fred være med den iver, men til tider kan det være godt lige at få bremset idélokomotivet lidt op og huske at det helt simple og genkendelige ikke skal holdes udenfor det gode selskab. I sidste uge havde jeg en hel del praktiske ting der skulle ordnes, og planlagde derfor en uge med retter jeg har siddende på rygraden, og som ikke var krævende i tid. Det skulle være simpelt, det blev det også, samtidig med at nogle af retterne var de mest tilfredsstillende jeg har lavet i et stykke tid, både når det gælder smag, og glæden ved at stå og tilberede det. Og som den ypperste bonus var mine simple kokkerier meget populære hos børnene. Det må jeg tage som en lille påmindelse om at simpelt og genkendeligt nogle dage er det ypperste der findes!

Jeg vil gerne dele de to retter med jer, det var såmænd bare pasta med tomatsovs den ene dag og havre/byggrød med frugtkompot den anden. Så hurtigt lavet at jeg kunne være papirnusser mens maden passede sig selv.

Tomatsovsen:

Sæt den over et par timer inden spisning, den står bare og passer sig selv så snart alle ingredienser er i, og smagen vinder kun på at den koger sammen.

Løg og hvidløg klares i olie sammen med krydderier. Jeg brugte en halv stærkt chili til 5 liter flåede tomater, finthakket. Sød paprika og laurbærblade (og frisk basilikum i sovsen lige inden servering). Hæld flåede tomater i, og rigtig gerne nogle gode friske hvis man har den slags liggende i frugtskålen. Tilsæt et par revne gulerødder. Lad sovsen koge op og lad den herefter stå og hyggesimre indtil spisetid. Lad den stå uden låg så vandet kan få lov til at fordampe og smagen fortætne. Spises oven på friskkogt pasta (vi spiste fuldkornsskruer og det smagte himmelsk) med revet ost hen over. Suk suk.

Havre/byggrøden:

Sæt en gryde over med en blanding af valsede havreflager og valsede bygflager og mælk. Spæd eventuelt mælken op med vand. En lille knivspids salt og så skal det stå og koge sammen ved lavt blus uden at blive for tykt. Jeg synes virkelig ikke at grød der er så tykt som tapetklister er rart, og har en mistanke om at børnene heller ikke ville kunne lide det.

Frugtkomp(l)ot:

Til den vi spiste brugte jeg 5 figner ude fra træet på legepladsen.

Friskfangede figner fra træet udenfor!

Det er sæson nu så de fås rimeligt billigt i supermarkederne. 3 pærer, en lille håndfuld dadler, en stang kanel, fem styks nelliker, sukker og citronsaft. Jeg skrællede og skar frugten ud i tern, kom lidt vand ved, dadler og krydderier, undtagen citronsaft, og gav blandingen et opkog, og lod den stå og småkoge indtil spisetid. Det er igen kun godt for smagen at vandet får lov at koge væk fra blandingen. Da frugten var kogt ud og lige til at mose tog jeg kompotten af varmen og tilsatte citronsaft. Figner, pærer og dadler er i sig selv nok til et mindre sukkerchok, lidt mere sukker bidrager ligeledes. Citronen kommer ind fra højre og giver kompotten lidt kant så det hele ikke bliver så sødt sødt sødt. Det er Louise der har lært mig først at tilsætte citronsaft i mad efter at -det den nu skal tilsættes- er taget af varmen. Noget med de æteriske olier. Jeg stoler blindt på hende og rådet er hermed givet videre!

Spis grøden med kompot og en velvoksen smørklat oven på, waaaaau!

Ugens pose

Det hele startede som et ønske om at økologi skulle være for alle, ikke kun for dem med overskud på bankkontoen. At økologi skulle være et naturligt hverdagsvalg for ganske almindelige familier, med ganske almindelige indtægter.

Ønsket om forandring blev til Københavns Fødevarefællesskab, som hver uge sælger nærmest latterligt billige grøntsager til københavnerne. Sidste onsdag var det et år siden vi slog dørene op for første gang, og vi kan konstatere, at vi på det år er gået fra 30 medlemmer til 500. Det er fandme vildt!

Da vi startede op besluttede vi, at vi ikke ville reklamere, men vokse gennem medlemmernes netværk. Nu, et år senere har vi, i anledning af vores et års fødselsdag, besluttet at slå dørene op for pressen, fordi vi efterhånden mener, vi er i stand til at håndtere den øgede tilgang af medlemmer.

Det er der indtil videre kommet et indslag i TV2 Lorry og P4 ud af, plus denne artikel i metroxpress: “Vi bygger jumbojetten mens vi flyver.

Ses vi på onsdag?

I dag har jeg været til idéudviklingsseminar i Københavns Madhus. Konceptet var at forskellige aktører indenfor fødevareindustrien skulle mødes med nogle repræsentanter ude fra daginstitutionernes køkkener og nogle projektfolk fra Københavns Madhus, for at snakke om hvilke behov for forarbejdede fødevarer der er ude i institutionerne. Det er desværre langt fra alle institutioner der er så heldige som os i Kongens Have at have et køkken der er egnet til at fremstille maden fra bunden.

Frisk fisk er bandlyst fra køkkener der er for små og mangelfuldt indrettede

Mange steder ude omkring i landet er køkkenerne så små eller mangelfuldt indrettet, at det kun er muligt at lave mad delvist fra bunden af. I nogle institutioner bliver alt leveret udefra, færdigt pakket, og klart til at blive sat ud på bordene. Det er desværre ikke altid, at den mad der tillaves delvist eller bliver leveret færdig, er af så høj kvalitet som man kunne ønske. Vi var der for at tale om løsninger på de problemer der er med den helt eller delvist for-fabrikerede mad, samt for at få genereret nogle gode idéer til hvordan man som fødevarevirksomhed kan imødekomme børnemadsordningen og de enkelte institutioners krav. Dette være sig krav om mad af god kvalitet, mad og eventuelt indpakning som giver mulighed for at børnene forstår vejen fra jord til bord, mad der er økologisk, og sidst men (desværre) ikke mindst, mad der har et lavt prisniveau.

En knogle der stikker op af gryden kan give gode snakke om vejen fra jord til bord.

Det er ikke lige umiddelbart nogle faktorer der spiller vanvittigt godt sammen, men der kom faktisk en hel del gode idéer på bordet, og personligt blev jeg meget klogere på hvordan samspillet mellem fødevareleverandører, grossister og i sidste ende de køkkener som modtager den halv eller helfabrikerede mad er.

Det lyder alt sammen frygteligt langhåret. Det var det også til tider, men det var også sjov og relevant viden for mig der gerne råber højt om at det er for dååååårligt at alle ikke bare kan fatte at madordningen er den dybeste tallerken der blev opfundet siden hjulet, at alle/alting/altid efter min mening skal tvangsøkologiseres så kartoflerne vokser ud af ørerne på dem osv. osv… Jeg fik en hel del perspektiv på hvorfor der var en masse forældre i Århus der var meget vrede på madordningen fem dage efter den var søsat på landsplan, hvorfor min pædagogstuderende veninde fortæller om besværlighederne når man har et køkken der ikke må håndtere råt kød og fisk, og ja, generelt på hvorfor det ikke er alle der taler så pænt om madordningen som jeg synes de burde. Jeg så helt utroligt gerne at alle daginstitutioner havde deres eget køkken med en eller flere ansatte der elskede at lave mad, fordi jeg selv synes at mit arbejde giver så meget mening, og synes jeg kan se og høre resultaterne af vores madordning i Kongens Have hver eneste dag.

Men….når nu virkeligheden er en anden er jeg meget glad for at kunne være med til at bidrage med hands on viden fra dagligdagen i Kongens Have, og forhåbentlig på sigt være med til at give de institutioner som ikke er så heldige som vores en mulighed for at få god mad af høj kvalitet, også selvom det ikke er skabt fra bunden i institutionens eget køkken.

De næste to måneder skal der forhåbentlig summes lidt i krogene og tænkes lidt nærmere over dette og hint, og til november mødes vi så igen for at tage diskussionen op igen og forhåbentlig få søsat nogle initiativer. Det vil jeg glæde mig til!

Da jeg var 11, holdt jeg ferie i Skagen sammen med mine forældre og Emilie. Det blev en af de der særlige kulinariske oplevelser man altid vil huske fra sin barndom. Det sjove er da også, at jeg absolut intet kan huske om hvad vi lavede på den ferie, men tydeligt husker hvad vi spiste.

Vores forældre hørte til dem som købte hus i 80‘erne, og vi sad derfor ret stramt i det. Ikke at vi var fattige, men der var bare ikke råd til meget af det som i dag bliver betragtet som en nødvendighed eller selvfølge, som f.eks. bil og ferier til eksotiske rejsemål (læs: syd for grænsen). Det eneste der var råd til, var ferie på cykel med telt. Så det gjorde vi. Hvert år. Vi har derfor været en del omkring i Danmark, med kæmpe oppakning i cykeltasker og specielle cykelkort fra Dansk Cyklist Forbund, så man kunne finde de små snedige cykelruter..

Det klassiske campingblus

Det bedste ved teltlivet var at lave mad på Trangia blus. Sådan et med to gryder og en pande, hvor gryde og pande bindes sammen om blusset, og man bruger en lille tang som håndtag.
Jeg ved godt at et lyder som pral, men min mor præsterede at lave noget, der nærmede sig gourmetmåltider på det kogeblus. Som f.eks. dengang hun lavede en hvidvinsdampet kulmule med svampe, eller den gang vi købte en stor sæk jomfruhummer direkte fra kutteren, kogte dem, og spiste dem uden tilbehør. For børn er den slags en uhørt luksus.

Jeg har haft held til at anskaffe mig en kæreste som har en far med sommerhus i Skagen (det bedste, næst efter selv at have et sommerhus et fantastisk sted, er at kende nogen som har), og vi har derfor holdt sommerferie der de sidste tre år. Og jeg kan lige så godt indrømme, at vi holder ferie med moderne bekvemmeligheder som f.eks. bil (en delebil, men alligevel) og fast tag over hovedet. Teoretisk set kunne det være hyggeligt at ligge i telt.. Men når den danske sommer viser sig fra sin våde side, er det nu også dejligt at sidde i et sommerhus med fjernsyn og dvd til at underholde poderne. Jeg må konstatere, at jeg er blevet magelig efter jeg har fået børn.

Jeg forsøger så at kompensere for min lidt tilbagelænede tilgang til ferien ved at sørge for, at vi får noget godt at spise. Og når man befinder sig i Skagen i juni/juli måned kunne det f.eks. være jomfruhummere. Jomfruhummere kan med stort held grilles, men i år valgte vi at holde det helt simpelt, så vi kogte dem og spiste dem med kryddersmør og godt brød.

Gregers siger goddag til jomfruhummer

Man kan sagtens nøjes med at koge halerne, men vi valgte at koge hele kalorius, fordi der er noget dejligt ur-agtigt ved at spise hele dyret. Hvis man er meget ihærdig, gemmer der så også noget fint kød i de største hummerklør.

Man tager:
4 l. let saltet vand
Jomfruhummer i passende antal
Lidt sukker
1 dildkvist

Jomfruhummerne hældes i den kogende lage, og når lagen igen når kogepunktet, skal de, alt efter størrelse, have 6-8 minutter.
Hvis man kan vente, er det godt at lade dem køle af i kogelagen til de er lune.

Mæt og glad

Efter diverse småklatter af ferie er jeg tilbage på min plads i køkkenet i Kongens Have, og Louise er tilbage fra Skagenstur.

Der har været sommerferiestemning her på bloggen, men nu skal vi i gang med noget aktivitet igen, og de næste uger kommer til at byde på forskellige udadvendte aktiviteter for os begge. På mandag er der debatarrangement i Københavns Madhus om økologi, som jeg har tænkt mig at tage til for at blive lidt klogere. Læs mere om arrangementet her: http://www.kbhmadhus.dk/#361283

Louise skal snart deltage i et symposium for madbloggere i Danmark, et arrangement som hun vil fortælle mere om her på bloggen, jeg synes det lyder rigtig spændende, og er lidt ærgerlig over ikke at skulle med…

...sådan noget der husker en på at man har et meget dejligt job!

Efter at skolerne er startet op igen efter sommerferien, er en undersøgelse af tilfredsheden med den københavnske skolemadsordning blevet offentliggjort. Det viser sig at ordningen gennem de seneste måneder, og efter en ganske hård opstart rent mediemæssigt nu ser ud til at have vundet indpas hos skoleelever og forældre. Der er ifølge undersøgelsen udpræget tilfredshed med ordningen og maden der bliver serveret. Jeg kan som ansat i børnehaven kun være rigtig glad over udfaldet af undersøgelsen, og håbe på at den samme tilfredshed gør sig gældende for børnemadsordningerne i vuggestuer og børnehaver ligeså. Det var lidt specielt at starte op som kasserollesvinger -(jeg kan simpelthen ikke finde en titel til min arbejdsfunktion som jeg har det godt med, køkkenassistent, køkkenmedhjælper, maddame, madmor, økonoma…..nej vel??) og nærmest ikke have lavet en måneds arbejde før jeg kunne læse at om alle ordningens dårligdomme i diverse medier. Jeg har heldigvis ikke oplevet andet end opbakning fra forældre og kollegaer ved min opstart i arbejdet, men har på trods af det ikke kunnet lade være med at blive irriteret over den manglende dækning af de vellykkede madordninger. Her kunne man sige noget om sensationspresse og mere af samme skuffe, men jeg tror at jeg bare vil nøjes med at sige at jeg håber at vi snart skal høre mere til de gode inspirerende historier…

Og med dette vil jeg afslutte min lille kommentar med at sige at jeg glæder mig til at fortsætte skriverierne!

Hyldens smukke hvide blomster

En af mine yndlingsbeskæftigelser om sommeren er, at køre på cykel og åbne mine lugtesans så jeg kan nyde de forskellige sommerdufte, jeg passerer.

En af mine absolutte favoritter er duften af kaprifolium om natten, hvor den af en eller anden grund altid dufter kraftigst. Den sødlige duft står ligesom bedre til kølig natteluft, end til de solbeskinnede dagtimer, hvor den næsten kan blive lidt for vammel.

En anden sommerduft som ligger i absolut top tre, er den af blomstrende hyld. Hyld har den der lidt skarpe insisterende duft, krydret og fin på samme tid. Heldigvis kan man komme duften på flaske og drikke den på en gråvejrsdag, eller om vinteren, hvor varm hyldeblomst drik altid giver et løfte om at det nok skal blive sommer igen, selv når det er allersværest at bevare optimismen.

På hyldejagt

Der findes en del forskellige opskrifter på hyldeblomstdrik, og de fleste af dem er ret lig hinanden, der er så bare skruet lidt på mængden af sukker i forhold til vand og om man bruger citronsyre eller vinsyre.

Personligt foretrækker jeg at lave min lidt mere syrlig end de gængse opskrifter, nærmest lidt lemonadeagtigt. Derfor tilsætter jeg dobbelt så mange citroner:

40 hyldeblomst skærme, rystet rene for det værste utøj
1 liter vand
1 kg sukker
4 citroner – økologiske
2 spsk. citronsyre.

Vand og sukker varmes op til kogepunktet. Riv den yderste skal af citronerne, f.eks. med et mikroplan rivejern, og skær de afskallede citroner i skiver. Hyldeskærmene lægges ned i en stor skål sammen med citronsyre, citronskiver og skræl, og den kogende sukkerlage hældes over skærmene. Rør rundt til du er sikker på at det hele er blandet godt, og sæt det på køl tre til fem dage (alt efter hvad din tålmodighed tillader). Rør rundt i blandingen hver dag.

Når man mener at den er klar, eller bare ikke kan vente længere, sies saften igennem et klæde og hældes på skoldede flasker. Alternativt kan man fryse halvdelen for at forlænge holdbarheden.

Nu står man så tilbage med en masse som består af de brugte hyldeskærme og citroner, og den kan man også bruge til noget godt – som dog ikke kan anbefales til børn. Massen kan overhældes med en flaske vodka eller lys rom, og skal så trække en uges tid inden det sies. Det giver en ret spicy hyldesprit, som enten kan drikkes ren, blandet op med danskvand eller som tilsætning til en sommerbowle, hvis man er sådan en som laver den slags.

Når vi alligevel er i det alkoholiske hjørne, bliver jeg nødt til at fortælle om den gang Penelope som treårig fik en flaske Søbogård hyldeblomstdrik på en cafe. Jeg studsede over at der var brus i, for det synes jeg ikke der plejede, men den smagte fint, så hun fik lov til at drikke den… Vi havde en meget lystig hjemtur med en lille pige som først var i højt humør, og derefter faldt i en dyb søvn. Af dette kan man lære, at gæret hyldeblomstdrik smager aldeles fremragende, men at det trods alt nok ikke egner sig til børn.

Der bliver spist meget rugbrød i børnehaven. Rigtig meget. Faktisk forstår jeg ikke hvordan de små maver kan indeholde alt det brød, eftersom det ikke ligefrem er det mindst massive brød på denne jord. Da jeg startede med at arbejde tog jeg en bøtte surdej med. Vores ældste søster Katrine har utallige gange forsynet mig med surdej fra hendes fantastiske rugbrødsproduktion, og jeg tænkte at Børnehaven i Kongens Have nu skulle blive have glæde af den, og den medfølgende opskrift som jeg har fået fra Katrine, og siden ændret til fordel for mine egne præferencer. Jeg vil vove at påstå at brødet er en succes, og min nyeste personlige sejr er at William er kommet ud til mig i køkkenet og har proklameret at han nu godt kan lide brødet, hvilket har taget ham tid. Da jeg startede på arbejdet kunne han faktisk slet ikke lide rugbrød. Så som en fejring af dette, og også lidt på opfordring fra Williams mor, Mette, vil jeg nu viderebringe opskriften, og sende en kærlig tanke til Katrine som er ophavskvinden til den oprindelige surdej – og opskrift. Selve surdejen har jeg ikke opskriften på, men der findes utallige opskrifter på nettet på surdejsstarter som jeg tror man kan stole på. Ellers vil jeg vove at påstå at jeg godt gider tage en klat fra min egen hjemmeproduktion, hvis man bare spørger pænt:). Rugbrødsbagning kan godt se uoverskueligt ud når man ser hvordan det er et projekt der strækker sig over flere dage, men det kræver et minimum af planlægning, når bare den er tjekket. Hjemme smækker jeg dejen sammen før jeg går i seng, sætter lige et kvarter af om morgenen til at komme kerner osv i, og så får det lov til at efterhæve indtil jeg kommer hjem fra arbejde og hvad jeg nu ellers går og foretager mig.

Nå. Nok sniksnak, nu til opskriften. Jeg lægger den her ud i to udgaver. Katrines original, og min egen som er en videreudvikling af Katrines, og bare skrevet som et appendiks til hendes.

Dag 1

1 1/2 l vand

En klat surdej

en lille håndfuld salt

750 g. Rugmel

750 g. Hvedemel

Røres sammen og får lov til at stå min. 12 timer

Dag 2

I dejen blandes:

1 kg frø og kerner, eks hørfrø, solsikkefrø, græskarkerner, knækkede rugkerner etc.

1 Hvidtøl

30 cl vand (brug flasken til at måle, det skal bare være en næsten fuld flaske)

Hæld dejen på smurte forme og HUSK at tage en klat surdej fra til næste gang

Lad efterhæve min. 4 timer

Bag 2 timer ved 160 grader

Når brødene har fået to timer tages de ud af formene mens de stadig er varme, og pakkes ind i et rent viskestykke som er blevet vredet op med vand. På denne måde bliver overfladen på brødet ikke sprød, hvilket betyder at man ikke får det der irriterende lufthul mellem øverste skorpe og resten af rugbrødet. Lad rugbrødet køle af og pak det ind i et tørt viskestykke og en frysepose. Det skal opbevares i køleskabet og har en lang holdbarhed.

Den alternative opskrift er fuldstændig identisk med ovenstående, bortset fra at man i stedet for 750 g hvedemel kommer 750 g knækkede rugkerner i. Når kernerne får lov at stå i de tolv timer og lidt til bliver de blødere, og lettere at fordøje. Katrine plejer at komme kerner i på andendagen sammen med frø så det til sammen bliver et kilo, men jeg sværger nu til denne metode.

Velbekomme!