Minigourmeten

Som I, vor ærede læsere, kan se har vores hjemmeside skiftet design. Det skyldes at vi havde lidt tekniske problemer med vores gamle design, blandt andet skulle man være lidt af en Sherlock for at finde ud af hvordan man efterlod kommentarer til vores indlæg. Det skulle der nu være rettet op på, så kom friske horder, og efterlad en hilsen her på siden! Derudover har vi lavet et fotoalbum så man kan gå ind og se på billeder som er relevante for bloggen, det er der vist nogle forældre fra Kongens Have der har ventet tålmodigt på! Vi håber at det nye design bekommer Jer vel, inden længe skulle der også gerne komme en fin header til hovedsiden, men det undgår I nok ikke at opdage…

Som man har kunnet finde ud af hvis man har fulgt bare en smule med i pressen er det lige nu, og inden 15. december, at forældre landet over skal tage stilling til om madordningen skal fortsætte i deres barns daginstitution. I den forbindelse har der endnu en gang været gang i debatten i forskellige medier. Politiken (som i januar ringede til os i Kongens Have, men ikke kunne bruge os til interview fordi pædagogerne ikke var utilfredse, tak for det…) har lavet en rundspørge i landet som viser udbredt utilfredshed med ordningen, undtagen i københavnsområdet hvor den faktisk mange steder er populær. Københavns Madhus har endvidere lavet deres egen undersøgelse i kommunen, som viser at i de daginstitutioner som har eget køkken er madordningen meget populær. Jeg kan kun konkludere ud fra det, at det ikke er madordningen som idé der er noget galt med, men at man skal arbejde hen imod at alle institutioner får eget køkken og køkkenansatte. Så når JEG bliver statsminister…;-)

Som  jeg før har givet udtryk for her på bloggen, har det været rimeligt trættende som ansat i et køkken at skulle lægge øre til historie på historie om madordningens inkarnerede ondskab. Der er bare ikke meget presse i de positive historier, det er der ikke noget nyt i, men når man ser sit arbejde som man lægger en hel del energi i, kritiseret så ensidigt og unuanceret igen og igen kan man godt få lidt lange løg. Så da P1 i forrige uge igen havde et indslag om madordningens ondskab, blev jeg så indigneret at jeg skrev til dem at jeg syntes de skulle tage sig samme og også have en positiv vinkel i deres programflade. Og sørme om de ikke gav svar på tiltale og kom ud for at snakke med os i Kongens Have! Det kom der et fint lille indslag ud af som blev sendt mandag d. 22 november, indslaget kan høres her, velbekomme!

Og sidst men ikke mindst havde vi for efterhånden et stykke tid siden en af Københavns Madhus egne pressemedarbejdere ude og lave et interview i køkkenet, det blev til en fin artikel som i kan læse her.

I dag snuppede min søde kæreste et glas honning med hjem fra KBHff.

Gylden honning fra byen

Honningen stammer fra Figaros Blomst, som producerer byhonning, altså honning som fremstilles fra bistader som står i byen. Det er et spændende projekt. For det første kan jeg ikke lade være med at falde for, at nogen går i gang med at producere honning helt lokalt i København, og for det andet sætter jeg stor pris på de bier som flyver forbi min altan over sommeren, og bestøver mine tomatplanter.

Honningen har en meget fin ravfarve og en god smag. Jeg glæder mig til at bruge den i min te igennem den kolde vinter.

Er på tiltrængt ferie i sommerhus på Samsø med en lille omgang veninder. Fik undervurderet vigtigheden af afslapning i min sommerferie, og havde mindst lige så mange ting at lave som i min hverdag, så jeg har været lidt grydeklar den sidste tid. Det skulle der gerne være rettet op på når jeg møder på arbejde igen i morgen!

Samsø er et mindre skatkammer af modne brombær, valnødder, græskar og hvad har vi, hvilket jeg har fået udnyttet. Så mens jeg har sneget mig udenom måltidsproduktionen og overladt det til mine veninder at sørge for at jeg blev mæt, har jeg stået for at sylte de bær og græskar vi har samlet. Det kom der en dejlig omgang brombærsyltetøj ud af som jeg ikke vil kede med at give opskrift på, og så en omgang pumpkin butter/græskarsmør. Den opskrift vil jeg gerne dele! Jeg smagte pumpkin butter første gang for fire år siden i San Francisco en sen nattetime efter en tur på bar, og syntes det var en mindre religiøs oplevelse. Jeg endte med at købe en masse glas af Trader Joes rigtig gode med hjem, og fik også min veninde til at købe det med da hun efteråret efter var i USA. Det holder jo altså ikke i længden at få sine venner til at lave besværlig parallelimport, og kan man ikke få bjerget til at komme til én må man jo tage sagen i egen hånd og selv researche sig frem til noget der ligner! Jeg har lavet en omgang nede i børnehaven som jeg serverer til grød, og som efterhånden er blevet accepteret af de små kritiske ganer, men det er først den omgang jeg har fået lavet her på Samsø der rigtig smager som den skal, pisse hamrende godt hvis jeg selv skal sige det, nam nam! Og opskriften? Er som følger:

3 små hokkaidogræskar skrælles. Kerner og indmad fjernes og græskaret skæres ud i store stykker som sættes over varme med en smule vand i bunden og en kanelstang plus 6 nelliker. Hele herligheden koges ved svag varme indtil græskarstykkerne er møre. Det overskydende vand hældes fra og stykkerne moses groft ud med en gaffel. Tilsæt 400 g sukker, 500 hvis det er rørsukker. Den varme masse er virkelig hvinende sød og vammel, men man skal ikke lade sig narre, sukkeret er ikke lige så gennemtrængende når det hele er koldt. I massen tilsættes yderligere 1 tsk revet muskatnød, en knivspids salt, 2 tsk stødt kanel, lidt revet citronskal, og saften af en halv citron. Rør sammen så sukkeret er opløst. Kom massen i en sigte, og rør massen igennem sigten så nelliker og trevler bliver sorteret fra. Kom den purerede masse på skoldede og eventuelt atamonskyllede glas.

Syltesylte

Smørret smager dejligt brugt som syltetøj, men er også specielt lækkert rørt i yoghurt eller sammen med en god grød. Og sidst men ikke mindst, sammen med ost i alle afskygninger!

Lige en hurtig reklame for en tur på landet med Københavns Fødevarefællesskab.

Jeg kan desværre ikke selv komme, men jeg tror det bliver vildt hyggeligt. Så hvis børnene skal have røde kinder i næste weekend, er det en oplagt mulighed.

Æbler æbler æbler

Variationer over tema

I lørdags kunne jeg endelig indløse min fødselsdagsgave fra april – til et kursus om chilier hos Camilla Plum på Fuglebjerggaard. Kurset var lavet i fællesskab med Kille Enna, og var en fin kombination af vejledninger i chilidyrkning og madlavning med frugterne.

Det er altid en oplevelse når folk øser ud af deres viden og man kan mærke deres passion for det de fortæller om. Derfor var det virkelig interessant at høre om de mange typer chili der findes, og hvordan man bruger dem bedst. Og det virkede, skulle jeg hilse at sige. Jeg forlod kurset i selskab med tre planter og en pose frø..

Smukke farver

Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg har et lidt ambivalent forhold til chilier, helt sikkert som et resultat af den vel nærmest universelle machokonkurrence om “hvis der er stærkest”. Jeg har simpelthen spist alt for meget mad som bare var stærk, men ikke smagte af så meget andet. Derfor var det så fantastisk at opdage, at begge damer heller ikke er til det helt stærke, og i stedet bruger chili i mindre doser til at lokke smagen frem og tilføje en ekstra dimension.

Kille kokkererer i det udendørs køkken

Et par af de retter vi blev præsenteret for var faktisk børnevenlige (nok mest for de lidt større børn), f.eks. en brownie med et lille strejf af chili, og en tomatmarmelade med vanilje og chili. Dog var jeg specielt vild med en krydret chai te, som Kille diskede op med:

Ingefær
Citrongræs
Citronjernurt
Chili, gerne en aromatisk slags med citronnoter, f.eks Aji Limo

Det hele skæres i mindre stykker og koges i vand 10-15 minutter. Herefter sies krydderierne fra, og teen kan eventuelt sødes med sukker, honning, ahornsirup, eller hvad man nu synes. dejlig krydret, delikat og varmende – en lille behagelig ildebrand i munden.

Ugens pose

Det hele startede som et ønske om at økologi skulle være for alle, ikke kun for dem med overskud på bankkontoen. At økologi skulle være et naturligt hverdagsvalg for ganske almindelige familier, med ganske almindelige indtægter.

Ønsket om forandring blev til Københavns Fødevarefællesskab, som hver uge sælger nærmest latterligt billige grøntsager til københavnerne. Sidste onsdag var det et år siden vi slog dørene op for første gang, og vi kan konstatere, at vi på det år er gået fra 30 medlemmer til 500. Det er fandme vildt!

Da vi startede op besluttede vi, at vi ikke ville reklamere, men vokse gennem medlemmernes netværk. Nu, et år senere har vi, i anledning af vores et års fødselsdag, besluttet at slå dørene op for pressen, fordi vi efterhånden mener, vi er i stand til at håndtere den øgede tilgang af medlemmer.

Det er der indtil videre kommet et indslag i TV2 Lorry og P4 ud af, plus denne artikel i metroxpress: “Vi bygger jumbojetten mens vi flyver.

Ses vi på onsdag?

I dag har jeg været til idéudviklingsseminar i Københavns Madhus. Konceptet var at forskellige aktører indenfor fødevareindustrien skulle mødes med nogle repræsentanter ude fra daginstitutionernes køkkener og nogle projektfolk fra Københavns Madhus, for at snakke om hvilke behov for forarbejdede fødevarer der er ude i institutionerne. Det er desværre langt fra alle institutioner der er så heldige som os i Kongens Have at have et køkken der er egnet til at fremstille maden fra bunden.

Frisk fisk er bandlyst fra køkkener der er for små og mangelfuldt indrettede

Mange steder ude omkring i landet er køkkenerne så små eller mangelfuldt indrettet, at det kun er muligt at lave mad delvist fra bunden af. I nogle institutioner bliver alt leveret udefra, færdigt pakket, og klart til at blive sat ud på bordene. Det er desværre ikke altid, at den mad der tillaves delvist eller bliver leveret færdig, er af så høj kvalitet som man kunne ønske. Vi var der for at tale om løsninger på de problemer der er med den helt eller delvist for-fabrikerede mad, samt for at få genereret nogle gode idéer til hvordan man som fødevarevirksomhed kan imødekomme børnemadsordningen og de enkelte institutioners krav. Dette være sig krav om mad af god kvalitet, mad og eventuelt indpakning som giver mulighed for at børnene forstår vejen fra jord til bord, mad der er økologisk, og sidst men (desværre) ikke mindst, mad der har et lavt prisniveau.

En knogle der stikker op af gryden kan give gode snakke om vejen fra jord til bord.

Det er ikke lige umiddelbart nogle faktorer der spiller vanvittigt godt sammen, men der kom faktisk en hel del gode idéer på bordet, og personligt blev jeg meget klogere på hvordan samspillet mellem fødevareleverandører, grossister og i sidste ende de køkkener som modtager den halv eller helfabrikerede mad er.

Det lyder alt sammen frygteligt langhåret. Det var det også til tider, men det var også sjov og relevant viden for mig der gerne råber højt om at det er for dååååårligt at alle ikke bare kan fatte at madordningen er den dybeste tallerken der blev opfundet siden hjulet, at alle/alting/altid efter min mening skal tvangsøkologiseres så kartoflerne vokser ud af ørerne på dem osv. osv… Jeg fik en hel del perspektiv på hvorfor der var en masse forældre i Århus der var meget vrede på madordningen fem dage efter den var søsat på landsplan, hvorfor min pædagogstuderende veninde fortæller om besværlighederne når man har et køkken der ikke må håndtere råt kød og fisk, og ja, generelt på hvorfor det ikke er alle der taler så pænt om madordningen som jeg synes de burde. Jeg så helt utroligt gerne at alle daginstitutioner havde deres eget køkken med en eller flere ansatte der elskede at lave mad, fordi jeg selv synes at mit arbejde giver så meget mening, og synes jeg kan se og høre resultaterne af vores madordning i Kongens Have hver eneste dag.

Men….når nu virkeligheden er en anden er jeg meget glad for at kunne være med til at bidrage med hands on viden fra dagligdagen i Kongens Have, og forhåbentlig på sigt være med til at give de institutioner som ikke er så heldige som vores en mulighed for at få god mad af høj kvalitet, også selvom det ikke er skabt fra bunden i institutionens eget køkken.

De næste to måneder skal der forhåbentlig summes lidt i krogene og tænkes lidt nærmere over dette og hint, og til november mødes vi så igen for at tage diskussionen op igen og forhåbentlig få søsat nogle initiativer. Det vil jeg glæde mig til!

Da jeg var 11, holdt jeg ferie i Skagen sammen med mine forældre og Emilie. Det blev en af de der særlige kulinariske oplevelser man altid vil huske fra sin barndom. Det sjove er da også, at jeg absolut intet kan huske om hvad vi lavede på den ferie, men tydeligt husker hvad vi spiste.

Vores forældre hørte til dem som købte hus i 80‘erne, og vi sad derfor ret stramt i det. Ikke at vi var fattige, men der var bare ikke råd til meget af det som i dag bliver betragtet som en nødvendighed eller selvfølge, som f.eks. bil og ferier til eksotiske rejsemål (læs: syd for grænsen). Det eneste der var råd til, var ferie på cykel med telt. Så det gjorde vi. Hvert år. Vi har derfor været en del omkring i Danmark, med kæmpe oppakning i cykeltasker og specielle cykelkort fra Dansk Cyklist Forbund, så man kunne finde de små snedige cykelruter..

Det klassiske campingblus

Det bedste ved teltlivet var at lave mad på Trangia blus. Sådan et med to gryder og en pande, hvor gryde og pande bindes sammen om blusset, og man bruger en lille tang som håndtag.
Jeg ved godt at et lyder som pral, men min mor præsterede at lave noget, der nærmede sig gourmetmåltider på det kogeblus. Som f.eks. dengang hun lavede en hvidvinsdampet kulmule med svampe, eller den gang vi købte en stor sæk jomfruhummer direkte fra kutteren, kogte dem, og spiste dem uden tilbehør. For børn er den slags en uhørt luksus.

Jeg har haft held til at anskaffe mig en kæreste som har en far med sommerhus i Skagen (det bedste, næst efter selv at have et sommerhus et fantastisk sted, er at kende nogen som har), og vi har derfor holdt sommerferie der de sidste tre år. Og jeg kan lige så godt indrømme, at vi holder ferie med moderne bekvemmeligheder som f.eks. bil (en delebil, men alligevel) og fast tag over hovedet. Teoretisk set kunne det være hyggeligt at ligge i telt.. Men når den danske sommer viser sig fra sin våde side, er det nu også dejligt at sidde i et sommerhus med fjernsyn og dvd til at underholde poderne. Jeg må konstatere, at jeg er blevet magelig efter jeg har fået børn.

Jeg forsøger så at kompensere for min lidt tilbagelænede tilgang til ferien ved at sørge for, at vi får noget godt at spise. Og når man befinder sig i Skagen i juni/juli måned kunne det f.eks. være jomfruhummere. Jomfruhummere kan med stort held grilles, men i år valgte vi at holde det helt simpelt, så vi kogte dem og spiste dem med kryddersmør og godt brød.

Gregers siger goddag til jomfruhummer

Man kan sagtens nøjes med at koge halerne, men vi valgte at koge hele kalorius, fordi der er noget dejligt ur-agtigt ved at spise hele dyret. Hvis man er meget ihærdig, gemmer der så også noget fint kød i de største hummerklør.

Man tager:
4 l. let saltet vand
Jomfruhummer i passende antal
Lidt sukker
1 dildkvist

Jomfruhummerne hældes i den kogende lage, og når lagen igen når kogepunktet, skal de, alt efter størrelse, have 6-8 minutter.
Hvis man kan vente, er det godt at lade dem køle af i kogelagen til de er lune.

Mæt og glad

Efter diverse småklatter af ferie er jeg tilbage på min plads i køkkenet i Kongens Have, og Louise er tilbage fra Skagenstur.

Der har været sommerferiestemning her på bloggen, men nu skal vi i gang med noget aktivitet igen, og de næste uger kommer til at byde på forskellige udadvendte aktiviteter for os begge. På mandag er der debatarrangement i Københavns Madhus om økologi, som jeg har tænkt mig at tage til for at blive lidt klogere. Læs mere om arrangementet her: http://www.kbhmadhus.dk/#361283

Louise skal snart deltage i et symposium for madbloggere i Danmark, et arrangement som hun vil fortælle mere om her på bloggen, jeg synes det lyder rigtig spændende, og er lidt ærgerlig over ikke at skulle med…

...sådan noget der husker en på at man har et meget dejligt job!

Efter at skolerne er startet op igen efter sommerferien, er en undersøgelse af tilfredsheden med den københavnske skolemadsordning blevet offentliggjort. Det viser sig at ordningen gennem de seneste måneder, og efter en ganske hård opstart rent mediemæssigt nu ser ud til at have vundet indpas hos skoleelever og forældre. Der er ifølge undersøgelsen udpræget tilfredshed med ordningen og maden der bliver serveret. Jeg kan som ansat i børnehaven kun være rigtig glad over udfaldet af undersøgelsen, og håbe på at den samme tilfredshed gør sig gældende for børnemadsordningerne i vuggestuer og børnehaver ligeså. Det var lidt specielt at starte op som kasserollesvinger -(jeg kan simpelthen ikke finde en titel til min arbejdsfunktion som jeg har det godt med, køkkenassistent, køkkenmedhjælper, maddame, madmor, økonoma…..nej vel??) og nærmest ikke have lavet en måneds arbejde før jeg kunne læse at om alle ordningens dårligdomme i diverse medier. Jeg har heldigvis ikke oplevet andet end opbakning fra forældre og kollegaer ved min opstart i arbejdet, men har på trods af det ikke kunnet lade være med at blive irriteret over den manglende dækning af de vellykkede madordninger. Her kunne man sige noget om sensationspresse og mere af samme skuffe, men jeg tror at jeg bare vil nøjes med at sige at jeg håber at vi snart skal høre mere til de gode inspirerende historier…

Og med dette vil jeg afslutte min lille kommentar med at sige at jeg glæder mig til at fortsætte skriverierne!

Jeg har kastet mig ud i noget, for mig, nyt og spændende, og har købt et par økologiske chiliplanter fra Nielsen & Nielsen.
Ok, det er faktisk ikke helt nyt, for jeg fik en chiliplante af en god veninde et par uger inden jeg selv købte, men jeg ved ikke hvad det er for en slags, for det havde hun glemt. Så nu har jeg altså to planter med stamtavle, og en plante uden. Men den uden skal naturligvis ikke føle at den er udelukket fra det gode selskab af den grund.

De tre chilier i deres nye potter.

Dem med navne er:

Pimentos de Padrón – som er en mild chili, undtaget ca. hver tiende frugt som er stærk. Sådan noget tiltaler mig altså helt vildt.

Fishpepper – en chili i mellemstyrke, som skulle være god til fisk og skalddyr. Det lyder jo lovende.

Jeg har en mistanke om at min venindes er en jalapenos, men jeg håber at jeg bliver klogere når den begynder at danne frugter og man kan se formen.

Jeg købte de to økologiske chilier til en meget hyggelig chiliaften med foredrag og spisning, som Københavns Fødevarefællesskab havde arrangeret. Jeg havde Penelope med, og hun spiste faktisk lidt af den lækre, men også ret stærke dessert. Nogle gange bliver jeg sgu så imponeret over hende, men jeg er selvfølgelig også hendes mor.
Foredraget blev holdt af den ene af de to Nielsen’er som fortalte om chiliens fortræffeligheder, og hvordan man dyrker dem. Det kunne jeg naturligvis ikke stå for, så jeg endte med også at købe et par planter, og har siden ligget i fast rutefart til min vindueskarm, for at se om der dog ikke snart sker noget (naboen må efterhånden tro at jeg lider af OCD).

Chilierne er, meget nænsomt forstås, blevet pottet om til en større potter, og nu står de så og sætter sig lidt i deres nye hjem. De er så småt begyndt at danne knopper, og incognito-chilien har taget teten og har sat en blomst.

Incognito-chiliens første hvide knop

Desværre er det god chilidyrknings-skik at knibe de første fem syv knopper på hver plante, og det gør ondt hver gang man kniber en af, men nogle gange skal det jo gøre ondt før det gør godt og så videre.

Tilbage er der så kun at vande og vente…