Archive for oktober, 2011

Svampetur

mandag, oktober 17th, 2011

I forrige weekend var vi på svampetur sammen med SmørSøren, men desværre med et meget lille udbytte. Til næste år ved vi, at man ikke skal komme sent lørdag formiddag. Så finder man kun en stubbemark af afskårne svampe, og fodspor af dem som var morgenfriske nok til at komme tidligt ud af døren.

Vi fandt dog trods alt denne lille fyr. Naturen er nu en gang forunderlig.

En pudsig svamp

For den rene er alting rent

To slags æblerov

lørdag, oktober 15th, 2011

Weekenden har på alle måder stået i æblets tegn.

Lørdag var vi på arrangeret æblerov med Frederiksberg afdelingen af Københavns Fødevarefællesskab, og senere var vi på godt gammeldags free style æblerov.

Æblerovet, som egentlig mere var en Æbledag, foregik i Cafe Væksthuset på LIFE, og var arrangeret af Slow Food, Tænk og Praktisk Økologi. Hygge og smagsprøver for hele familien.

Æbler

Æbler i kassevis

Smagsprøver

Små både med smagsprøver

tag en bid af æblet

Haps!

Herefter tog vi videre til dagens andet æblerov:
Det begyndte alt sammen for nogle år siden, hvor vi opdagede ‘vores’ æbletræ. Et stort Ingrid Marie træ, som havde nogle helt uovertrufne æbler. Vi plukkede en masse, og glædede os til at komme tilbage næste år. Men da vi kom året efter, var træet tømt. En eller anden havde plukket alle de æbler, man på nogen måde kunne nå.

Herefter begyndte en nervekrig, som har stået på i flere år. Og som jeg tilstår, vi har tabt de fleste. Kunsten er at lure, præcis hvornår man skal slå til. Er man for hurtigt ude, er æblerne ikke modne nok – venter man for længe, er æblerne ranet af en anden. Men som vi lurede sidste år, havde denne ‘anden’, der stjal ‘vores’ æbler også problemer med at få fat i dem som sad øverst.

Frugtplukker

Nu med frugtplukker

Så i år, mine damer og herrer, har vi oprustet med en frugtplukker. En lille pose til at samle frugten i, monteret på en teleskopstang. Usportsligt? Bestemt! Men helvedes effektivt! Vi fik samlet mindst fem kg. æbler på et par timers arbejde i efterårssolen. Ganske gratis.