mit første skridt!
Dette er mit første blogindlæg nogensinde! Så bær over med mig hvis stilen ikke sidder helt i skabet endnu, det er forhåbentligt kun et spørgsmål om tid før jeg er en habil blogger om livet i mit lille børnehavekøkken.
Rosalba som er mor til et af børnene i børnehaven havde givet mig en opskriftssamling med nemme pastaretter som ikke står tilbage for at være lækre. Opskrifterne var på italiensk, men med hjælp fra Rosalba og Google translate kunne jeg i går lave spaghetti med frisk laks, friske tomater, og masser af urter. Rigtig sommermad! Det tog ingen tid at lave, og var et stort hit blandt børnene. Jeg sørger for at skifte lidt frem og tilbage mellem grov pasta og almindelig pasta i mit køkken. I går gik jeg i charmeoffensiven og kogte almindelig spaghetti til maden. Jeg synes det grove er godt til visse ting, men den her ret skulle bare have lov til at være lækker, med uartige hurtige kulhydrater! Laksens fedme bidrager i øvrigt til at gøre retten mere solid og mættende, og jeg vil vove at påstå at det her var sund mad. (Og så er jeg bare en sucker for den ‘hvide’ pasta må jeg indrømme.)
Jeg gengiver her opskriften sådan rimeligt meget på slump, der er så få ingredienser i, og fisken er faktisk det eneste der som sådan skal måles af.
Opskriften er til 4 prs.
100g spaghetti pr. person, koges al dente og dryppes af
300 g frisk laks skæres i mindre stykker
Urter i form af små bundter frisk persille, dild og purløg hakkes. Laksen vendes i urterne og lidt olie plus salt og peber.
Alle ingredienser, også pasta, vendes på en pande ved middel varme, og der tilsættes friske tomater skåret i både. Lad laksen blive færdigstegt og server med reven parmesan, og eventuelt lidt ekstra peber.
Tags: dild, hurtigt, italiensk, laks, nemt, opskrift, persille, purløg, sommer
juni 18th, 2010 at 08:22
Kære Emilie,
Det er rigtig godt også at kunne møde dig her på siden. Jeg springer straks ud i en kommentar, som også er mit første blogindlæg . Vi taler meget om dine retter der hjemme og vil meget gerne lave nogle af dem. Især dem som har åbnet repetoiret i Williams madunivers: rugbrød med makrel, rødspætter, grød. Ja, jeg tror næppe mine egne ører.
juni 20th, 2010 at 16:25
Hej Mette
Hvor er det dejligt at høre at han fortæller om maden derhjemme, og hvilken sejr med det rugbrød, jeg troede nærmest ikke på det da han sagde det første gang, men sørme om ikke han har taget det til sig. Hurra for det!
juni 20th, 2010 at 16:26
Forresten; jeg har lagt rugbrødsopskriften ud som nyt indlæg, så kan i jo se om det kan være i får tid og lyst til at bage det derhjemme.