Minigourmeten

Hyldens smukke hvide blomster

En af mine yndlingsbeskæftigelser om sommeren er, at køre på cykel og åbne mine lugtesans så jeg kan nyde de forskellige sommerdufte, jeg passerer.

En af mine absolutte favoritter er duften af kaprifolium om natten, hvor den af en eller anden grund altid dufter kraftigst. Den sødlige duft står ligesom bedre til kølig natteluft, end til de solbeskinnede dagtimer, hvor den næsten kan blive lidt for vammel.

En anden sommerduft som ligger i absolut top tre, er den af blomstrende hyld. Hyld har den der lidt skarpe insisterende duft, krydret og fin på samme tid. Heldigvis kan man komme duften på flaske og drikke den på en gråvejrsdag, eller om vinteren, hvor varm hyldeblomst drik altid giver et løfte om at det nok skal blive sommer igen, selv når det er allersværest at bevare optimismen.

På hyldejagt

Der findes en del forskellige opskrifter på hyldeblomstdrik, og de fleste af dem er ret lig hinanden, der er så bare skruet lidt på mængden af sukker i forhold til vand og om man bruger citronsyre eller vinsyre.

Personligt foretrækker jeg at lave min lidt mere syrlig end de gængse opskrifter, nærmest lidt lemonadeagtigt. Derfor tilsætter jeg dobbelt så mange citroner:

40 hyldeblomst skærme, rystet rene for det værste utøj
1 liter vand
1 kg sukker
4 citroner – økologiske
2 spsk. citronsyre.

Vand og sukker varmes op til kogepunktet. Riv den yderste skal af citronerne, f.eks. med et mikroplan rivejern, og skær de afskallede citroner i skiver. Hyldeskærmene lægges ned i en stor skål sammen med citronsyre, citronskiver og skræl, og den kogende sukkerlage hældes over skærmene. Rør rundt til du er sikker på at det hele er blandet godt, og sæt det på køl tre til fem dage (alt efter hvad din tålmodighed tillader). Rør rundt i blandingen hver dag.

Når man mener at den er klar, eller bare ikke kan vente længere, sies saften igennem et klæde og hældes på skoldede flasker. Alternativt kan man fryse halvdelen for at forlænge holdbarheden.

Nu står man så tilbage med en masse som består af de brugte hyldeskærme og citroner, og den kan man også bruge til noget godt – som dog ikke kan anbefales til børn. Massen kan overhældes med en flaske vodka eller lys rom, og skal så trække en uges tid inden det sies. Det giver en ret spicy hyldesprit, som enten kan drikkes ren, blandet op med danskvand eller som tilsætning til en sommerbowle, hvis man er sådan en som laver den slags.

Når vi alligevel er i det alkoholiske hjørne, bliver jeg nødt til at fortælle om den gang Penelope som treårig fik en flaske Søbogård hyldeblomstdrik på en cafe. Jeg studsede over at der var brus i, for det synes jeg ikke der plejede, men den smagte fint, så hun fik lov til at drikke den… Vi havde en meget lystig hjemtur med en lille pige som først var i højt humør, og derefter faldt i en dyb søvn. Af dette kan man lære, at gæret hyldeblomstdrik smager aldeles fremragende, men at det trods alt nok ikke egner sig til børn.

Der bliver spist meget rugbrød i børnehaven. Rigtig meget. Faktisk forstår jeg ikke hvordan de små maver kan indeholde alt det brød, eftersom det ikke ligefrem er det mindst massive brød på denne jord. Da jeg startede med at arbejde tog jeg en bøtte surdej med. Vores ældste søster Katrine har utallige gange forsynet mig med surdej fra hendes fantastiske rugbrødsproduktion, og jeg tænkte at Børnehaven i Kongens Have nu skulle blive have glæde af den, og den medfølgende opskrift som jeg har fået fra Katrine, og siden ændret til fordel for mine egne præferencer. Jeg vil vove at påstå at brødet er en succes, og min nyeste personlige sejr er at William er kommet ud til mig i køkkenet og har proklameret at han nu godt kan lide brødet, hvilket har taget ham tid. Da jeg startede på arbejdet kunne han faktisk slet ikke lide rugbrød. Så som en fejring af dette, og også lidt på opfordring fra Williams mor, Mette, vil jeg nu viderebringe opskriften, og sende en kærlig tanke til Katrine som er ophavskvinden til den oprindelige surdej – og opskrift. Selve surdejen har jeg ikke opskriften på, men der findes utallige opskrifter på nettet på surdejsstarter som jeg tror man kan stole på. Ellers vil jeg vove at påstå at jeg godt gider tage en klat fra min egen hjemmeproduktion, hvis man bare spørger pænt:). Rugbrødsbagning kan godt se uoverskueligt ud når man ser hvordan det er et projekt der strækker sig over flere dage, men det kræver et minimum af planlægning, når bare den er tjekket. Hjemme smækker jeg dejen sammen før jeg går i seng, sætter lige et kvarter af om morgenen til at komme kerner osv i, og så får det lov til at efterhæve indtil jeg kommer hjem fra arbejde og hvad jeg nu ellers går og foretager mig.

Nå. Nok sniksnak, nu til opskriften. Jeg lægger den her ud i to udgaver. Katrines original, og min egen som er en videreudvikling af Katrines, og bare skrevet som et appendiks til hendes.

Dag 1

1 1/2 l vand

En klat surdej

en lille håndfuld salt

750 g. Rugmel

750 g. Hvedemel

Røres sammen og får lov til at stå min. 12 timer

Dag 2

I dejen blandes:

1 kg frø og kerner, eks hørfrø, solsikkefrø, græskarkerner, knækkede rugkerner etc.

1 Hvidtøl

30 cl vand (brug flasken til at måle, det skal bare være en næsten fuld flaske)

Hæld dejen på smurte forme og HUSK at tage en klat surdej fra til næste gang

Lad efterhæve min. 4 timer

Bag 2 timer ved 160 grader

Når brødene har fået to timer tages de ud af formene mens de stadig er varme, og pakkes ind i et rent viskestykke som er blevet vredet op med vand. På denne måde bliver overfladen på brødet ikke sprød, hvilket betyder at man ikke får det der irriterende lufthul mellem øverste skorpe og resten af rugbrødet. Lad rugbrødet køle af og pak det ind i et tørt viskestykke og en frysepose. Det skal opbevares i køleskabet og har en lang holdbarhed.

Den alternative opskrift er fuldstændig identisk med ovenstående, bortset fra at man i stedet for 750 g hvedemel kommer 750 g knækkede rugkerner i. Når kernerne får lov at stå i de tolv timer og lidt til bliver de blødere, og lettere at fordøje. Katrine plejer at komme kerner i på andendagen sammen med frø så det til sammen bliver et kilo, men jeg sværger nu til denne metode.

Velbekomme!

Jeg har kastet mig ud i noget, for mig, nyt og spændende, og har købt et par økologiske chiliplanter fra Nielsen & Nielsen.
Ok, det er faktisk ikke helt nyt, for jeg fik en chiliplante af en god veninde et par uger inden jeg selv købte, men jeg ved ikke hvad det er for en slags, for det havde hun glemt. Så nu har jeg altså to planter med stamtavle, og en plante uden. Men den uden skal naturligvis ikke føle at den er udelukket fra det gode selskab af den grund.

De tre chilier i deres nye potter.

Dem med navne er:

Pimentos de Padrón – som er en mild chili, undtaget ca. hver tiende frugt som er stærk. Sådan noget tiltaler mig altså helt vildt.

Fishpepper – en chili i mellemstyrke, som skulle være god til fisk og skalddyr. Det lyder jo lovende.

Jeg har en mistanke om at min venindes er en jalapenos, men jeg håber at jeg bliver klogere når den begynder at danne frugter og man kan se formen.

Jeg købte de to økologiske chilier til en meget hyggelig chiliaften med foredrag og spisning, som Københavns Fødevarefællesskab havde arrangeret. Jeg havde Penelope med, og hun spiste faktisk lidt af den lækre, men også ret stærke dessert. Nogle gange bliver jeg sgu så imponeret over hende, men jeg er selvfølgelig også hendes mor.
Foredraget blev holdt af den ene af de to Nielsen’er som fortalte om chiliens fortræffeligheder, og hvordan man dyrker dem. Det kunne jeg naturligvis ikke stå for, så jeg endte med også at købe et par planter, og har siden ligget i fast rutefart til min vindueskarm, for at se om der dog ikke snart sker noget (naboen må efterhånden tro at jeg lider af OCD).

Chilierne er, meget nænsomt forstås, blevet pottet om til en større potter, og nu står de så og sætter sig lidt i deres nye hjem. De er så småt begyndt at danne knopper, og incognito-chilien har taget teten og har sat en blomst.

Incognito-chiliens første hvide knop

Desværre er det god chilidyrknings-skik at knibe de første fem syv knopper på hver plante, og det gør ondt hver gang man kniber en af, men nogle gange skal det jo gøre ondt før det gør godt og så videre.

Tilbage er der så kun at vande og vente…

Dette er mit første blogindlæg nogensinde! Så bær over med mig hvis stilen ikke sidder helt i skabet endnu, det er forhåbentligt kun et spørgsmål om tid før jeg er en habil blogger om livet i mit lille børnehavekøkken.

Rosalba som er mor til et af børnene i børnehaven havde givet mig en opskriftssamling med nemme pastaretter som ikke står tilbage for at være lækre. Opskrifterne var på italiensk, men med hjælp fra Rosalba og Google translate kunne jeg i går lave spaghetti med frisk laks, friske tomater, og masser af urter. Rigtig sommermad! Det tog ingen tid at lave, og var et stort hit blandt børnene. Jeg sørger for at skifte lidt frem og tilbage mellem grov pasta og almindelig pasta i mit køkken. I går gik jeg i charmeoffensiven og kogte almindelig spaghetti til maden. Jeg synes det grove er godt til visse ting, men den her ret skulle bare have lov til at være lækker, med uartige hurtige kulhydrater! Laksens fedme bidrager i øvrigt til at gøre retten mere solid og mættende, og jeg vil vove at påstå at det her var sund mad. (Og så er jeg bare en sucker for den ‘hvide’ pasta må jeg indrømme.)

Jeg gengiver her opskriften sådan rimeligt meget på slump, der er så få ingredienser i, og fisken er faktisk det eneste der som sådan skal måles af.

Opskriften er til 4 prs.

100g spaghetti pr. person, koges al dente og dryppes af

300 g frisk laks skæres i mindre stykker

Urter i form af små bundter frisk persille, dild og purløg hakkes. Laksen vendes i urterne og lidt olie plus salt og peber.

Alle ingredienser, også pasta, vendes på en pande ved middel varme, og der tilsættes friske tomater skåret i både. Lad laksen blive færdigstegt og server med reven parmesan, og eventuelt lidt ekstra peber.

Her skriver vi om økomad til voksne og børn..