Gylden honning fra byen

Honningen stammer fra Figaros Blomst, som producerer byhonning, altså honning som fremstilles fra bistader som står i byen. Det er et spændende projekt. For det første kan jeg ikke lade være med at falde for, at nogen går i gang med at producere honning helt lokalt i København, og for det andet sætter jeg stor pris på de bier som flyver forbi min altan over sommeren, og bestøver mine tomatplanter.

Honningen har en meget fin ravfarve og en god smag. Jeg glæder mig til at bruge den i min te igennem den kolde vinter.

De tre chilier i deres nye potter.

Dem med navne er:

Pimentos de Padrón – som er en mild chili, undtaget ca. hver tiende frugt som er stærk. Sådan noget tiltaler mig altså helt vildt.

Fishpepper – en chili i mellemstyrke, som skulle være god til fisk og skalddyr. Det lyder jo lovende.

Jeg har en mistanke om at min venindes er en jalapenos, men jeg håber at jeg bliver klogere når den begynder at danne frugter og man kan se formen.

Jeg købte de to økologiske chilier til en meget hyggelig chiliaften med foredrag og spisning, som Københavns Fødevarefællesskab havde arrangeret. Jeg havde Penelope med, og hun spiste faktisk lidt af den lækre, men også ret stærke dessert. Nogle gange bliver jeg sgu så imponeret over hende, men jeg er selvfølgelig også hendes mor.
Foredraget blev holdt af den ene af de to Nielsen’er som fortalte om chiliens fortræffeligheder, og hvordan man dyrker dem. Det kunne jeg naturligvis ikke stå for, så jeg endte med også at købe et par planter, og har siden ligget i fast rutefart til min vindueskarm, for at se om der dog ikke snart sker noget (naboen må efterhånden tro at jeg lider af OCD).

Chilierne er, meget nænsomt forstås, blevet pottet om til en større potter, og nu står de så og sætter sig lidt i deres nye hjem. De er så småt begyndt at danne knopper, og incognito-chilien har taget teten og har sat en blomst.

Incognito-chiliens første hvide knop

Desværre er det god chilidyrknings-skik at knibe de første fem syv knopper på hver plante, og det gør ondt hver gang man kniber en af, men nogle gange skal det jo gøre ondt før det gør godt og så videre.

Tilbage er der så kun at vande og vente…